Plads til naturen - også i vores bevisthed

Mon ikke alle generationer på ét eller andet tidspunkt har oplevelsen af, at de er en del af et historisk øjeblik eller en epokegørende udvikling? Jeg tror, vi er mange naturinteresserede, som netop i disse år har det sådan – på godt og ondt.

På den ene side opleves det som sidste udkald, idet naturtilstanden målt på talrige parametre har nået et hidtidigt lavpunkt. Men på den anden side har vi aldrig været nærmere de afgørende forvaltningstiltag, som meget vel kan være dét vendepunkt i en negativ udvikling, som gør forskellen. Måske står vi faktisk overfor en skelsættende forandring, hvis vi gør os helhjertet umage.

En bydende nødvendighed

Efter adskillige årtiers delvist forfejlet og utilstrækkelig indsats for biodiversiteten, er vi i stigende grad efterladt med én altoverskyggende erkendelse, som, på tværs af videnskabelige overbevisninger i øvrigt, nyder fælles tilslutning: Naturen mangler plads! Uanset, hvor ihærdigt vi med nålestiksoperationer, detailforvaltning og mekaniske indgreb har forsøgt at værne om levesteder og redde arter, så er naturen generelt blevet stadig mere forarmet og fortrængt. Den er langt de fleste steder efterhånden reduceret til noget sekundært; til det, der er tilbage, når alle de andre menneskelige behov og interesser er tilfredsstillet. Men naturen har en eksistens i egen ret og har brug for – i videre og vildere omfang – at være til på naturlige præmisser, uden konstant og overalt at blive tillagt menneskelig nytteværdi.

Det er heldigvis i løbet af de seneste få år lykkedes at italesætte biodiversitetskrisen, så de fleste efterhånden forstår og anerkender problematikken. Med de nyeste internationale målsætninger fra FN og EU er det således blevet ikke bare bydende nødvendigt, men også politisk opportunt at tale om biodiversitet, og både på Christiansborg og ude i kommunerne profilerer politikerne sig på grønne ideer om naturfremmende tiltag. Men skåltaler og grønne løfter gør det ikke alene. Hvad indebærer denne dagsorden i praksis, og hvordan løser vi pladsmanglen og slipper naturen fri?

Vejen mod en større og rigere natur i Danmark.

Et vanskeligt udgangspunkt

I Danmarks Naturfredningsforening hylder vi målet om, at 30% af arealet – til lands og til vands – skal beskyttes. Vi mener, at det selvfølgelig skal gælde på nationalt niveau, i en overbevisning om, at en rig natur er et universelt vilkår og ansvar, som i sidste ende udgør grundlaget for en bæredygtig fødevareproduktion og samfundsudvikling. I første omgang tilslutter vi os målet for 2030 om, at 20% skal være beskyttet, mens 10% skal være strengt beskyttet, men frem mod 2050 bør vi gradvist øge ambitionen til at omfatte 20% af det danske landareal, som målrettet dedikeres biodiversitet (se figur).

Vi anerkender imidlertid, at det ikke er nogen nem øvelse i et kulturpåvirket landskab som det danske, hvor udpegningen af reelt beskyttet natur uvilkårligt vil indebære forandringer i den eksisterende arealanvendelse. Eller som Biodiversitetsrådet kort og godt fastslår: Hvis man vil sikre fremgang i biodiversiteten, kræver det, at arealer, der i øjeblikket anvendes til bl.a. landbrug, skovbrug og fiskeri, målrettet og permanent omlægges til natur. Der er altså ikke – som i gamle dage – blot tale om at beskytte jomfruelig natur imod en buldrende udvikling og udnyttelse, men derimod om en konvertering af allerede kultiveret land til noget, som med tiden atter kan blive til natur.

Udgangspunktet er nemlig et intensivt produktionslandskab, der inklusiv skovene dækker omkring tre fjerdedele af landarealet og ifølge Biodiversitetsrådets nylige rapport kun efterlader godt 2 procent reelt beskyttet natur, hvilket placerer Danmark som en absolut bundskraber i et internationalt perspektiv.

Det vil sige, at vi dels skal tilvejebringe yderligere areal til natur, men nok så vigtigt skal styrke beskyttelsen og kvaliteten af den eksisterende natur, som i dag nok er udpeget, men ikke reelt undtaget fra produktions- og nytteformål, hverken på land eller på havet.

En stor udfordring

Vi står med andre ord overfor en hidtil uset, fysisk planlægningsudfordring, hvor der skal skrues på alle knapper og vrides i alle håndtag. Vi skal drage på alle hidtidige erfaringer med jordfordeling og multifunktionalitet i en nationalt koordineret samtænkning af formål og løsninger. Men vi skal samtidig – og nok så vigtigt – erkende og acceptere, at netop multifunktionalitet ikke i enhver henseende er formålstjenlig, idet hensynet til andre interesser kan være uforeneligt med selvforvaltende naturområder. Multifunktionel jordfordeling skal snarere ses som en måde, hvorpå man ved rationel samtænkning af interesser og funktioner på nogle arealer kan frigive andre arealer til den målrettede og eksklusive understøttelse af natur og biodiversitet.

Det er på ingen måde umuligt og slet ikke økonomisk uoverkommeligt. Men det forudsætter den længe ventede Naturlov, som skal rumme velbeskrevne og forpligtende målsætninger for arealkvantitet og –kvalitet og opstille rammer for de nødvendige forvaltningsmetoder, således at alle kender præmissen. Loven skal være den gensidige forventningsafstemning på tværs af samfundet, som gør det klart for alle, hvordan Danmark adresserer forpligtelsen til at standse tilbagegangen i biodiversitet.

Et fælles ønske og en fælles vilje

Et er den praktiske udfordring, noget andet den mentale. Forestillingen om en større og vildere natur har i stigende grad vist sig ikke blot at være en geografisk planlægningsøvelse, men også et ideologisk stridspunkt, fordi den nødvendige genforvildning af en tæmmet natur af nogen betragtes som et anarkistisk modelune og et uigennemtænkt knæfald for kaos, som risikerer at sætte århundreders målrettet indsats for civilisationen over styr.

Vi skal altså ikke blot skabe plads til naturen i landskabet og i geografien, men også i vores bevidsthed. Vi skal gennemføre en ændret arealdisponering på en måde, så vi fremfor at stå tilbage med følelsen af at opgive noget, i stedet efterlades med oplevelsen af at overgive noget til et andet og bedre formål. En stærkere naturbeskyttelse i Danmark skal i fremtiden være en kollektiv overskudshandling fremfor et individuelt nederlag.

Log ind for at kommentere