Kompakte grønne byer

Vores byer skal både tilpasses til klimaforandringer og bidrage til at forebygge dem. Udfordringen er at skabe en by der både er tæt og grøn – den kompakte haveby. En måde at sikre, at fremtidens byer bliver grønne nok, er at myndighederne stiller krav om en vis andel grønt i bebyggelsen.

Klimaændringerne er en af vor tids største udfordringer. For at formindske udslippene af drivhusgasser er vi blandt andet nødt til at reducere transportarbejdet og at bygge tættere byer. Men kompakte byer er også sårbare byer for hedebølger og monsterregn som vil øge på grund af klimaændringerne. Det bliver tit fremstillet som, at vi er nødt til at vælge mellem enten en grøn by eller en tæt by, men sagen er den, at vi behøver begge dele. Her kan Nordens byer gå i spidsen med et nyt koncept – den kompakte haveby.

Fortætning er et tveægget sværd

Byerne er store emissionskilder, når det drejer sig om drivhusgasser. Cirka halvdelen af udslippene kommer fra biltrafik og anden transport, mens den anden halvdel kommer fra opvarmning af boliger og andre bygninger. For at løse problemet med biltrafikken har man længe anbefalet mere kompakte byer. Det er blandt andet sket i EU’s strategiarbejde for det urbane miljø, hvor byspredning – urban sprawl – er udpeget som et af de alvorligste problemer.

Fortætning som våben mod klimaændringerne er imidlertid et tveægget sværd. Fortætning skal mindske udslippet af drivhusgasser, så temperaturstigningen dæmpes. Det er en nødvendig proces, men den tager meget lang tid og kræver betydeligt større enighed og beslutsomhed af verdens magthavere end det hidtil har været muligt at opnå. Samtidig er det vigtigt allerede nu at tilpasse vore byer, så de bliver mindre sårbare over fremtidens ekstreme klima.

Men en kompakt by, med mange befæstede arealer, er sårbar by. Med klimaforandringerne forventes flere skybrud, og de vil skabe endnu større problemer med oversvømmelser end vi har i dag. I hvert fald, hvis der ikke er rigeligt med grønne områder, hvor nedbør kan sive ned og aflaste kloakken.

Løsningerne flytter oven på jorden

I Københavns klimatilpasningsplan fra 2011 er ambitionen at mindske den vandmængde der ledes til kloakken med 30 procent. Det skal ske ved at skille regnvand fra spildevand og etablere lokal nedsivning og forsinkelse af regnvand. I skybrudsplanen fra 2012 foreslås et antal overordnede vandveje som vandet skal ledes til under skybrud, fx naturlige ådale eller gang-og cykelstier. Et generelt træk i begge planer er, at en stor del af løsningen flyttes fra under jorden til løsninger, der er synlige oven på jorden og bliver en del af byens grønne struktur. Det giver muligheder for at se på byens udemiljø med nye øjne og stimulere nye innovative løsninger inden for urban klimadesign.

En måde at sikre, at fremtidens byer bliver grønne nok, er at myndighederne stiller krav om en vis andel grønt i bebyggelsen. Det er naturligvis lettest at gøre når man bygger nyt. Malmø Kommune gik foran da bebyggelsen Västra Hamnen blev bygget i 2001. Her krævede kommunen en ”grønytefaktor” på 0,5 i den nye boligbebyggelse. Ideen var hentet fra Berlins ”Biotopflächenfaktor”, hvor et areal med 100 procent vegetation får faktoren 1,0 mens en uigennemtrængelig befæstelse får faktoren 0. Indimellem er der forskellige niveauer afhængig af hvor permeabel befæstelsen er eller om tage og facader har bevoksning.

FAKTA

Kjell Nilsson er direktør i Nordregio under Nordisk Råd og de udfordringer, der skitseres i artiklen behandles bl.a. på Nordregio Forum i Helsingør 25.-26. november 2015.

Konflikten mellem forebyggelse og tilpasning

Samtidig med at man gerne vil beholde det grønne skal byen fortættes for at mindske udslippet af drivhusgasser. Der er således en potentiel konflikt mellem at tilpasse sig til klimaforandringer og at forebygge dem. Svaret ligger i det der på græsk kaldes en oxymoron, fx en kombination af to modstridende egenskaber. Udfordringen er at skabe en by der både er tæt og grøn – den kompakte haveby.

Idéen om en haveby stammer fra en utopisk vision af den engelske forfatter Ebenezer Howard. Han udgav i 1892 bogen ’Garden Cities of To-morrow’ og startede en bevægelse der spredte sig over hele landet. Det er en udbredt misforståelse, at Howard argumenterede for spredt bebyggelse. Ifølge den nu afdøde professor og byplanlægger Peter Hall svarede Howards vision til en by med en tæthed som svarer til den der i dag findes i det centrale London.

Ud med bilerne

Grønne byer er imidlertid ikke nok. For at mindske CO2-udslippet, og skabe plads til fortætning med ny bebyggelse, skal man gøre noget ved biltrafikken. Fremfor alt gælder det om at udvikle den kollektive trafik og at opmuntre til mere gang- og cykeltrafik. At flere går og cykler er ikke kun godt for miljøet, det er også godt for folkesundheden. København er i den forbindelse et forbillede med et udbygget net af cykelmotorveje. Det er hovedårsagen til, at 36 procent af alle som arbejder og studerer i byen vælger cyklen hver dag.

Planer for at holde biltrafikken helt ude af byen har man dog endnu ikke i København, men det har man derimod i Hamborg. Med planen ’Grünes Netz Hamburg’ vil man give ordet ”Auto ban” ny mening ved at forvise al privat biltrafik til byens udkanter inden for en 20-årig periode. I mellemtiden foregår der en intensiv udbygning af gang- og cykelstinettet. Ud over at gøre Hamborg grønnere, smukkere og mere stille, skal det bidrage til at mindske CO2-udslippet og den globale opvarmning.

Norden vil gerne vare på forkant

Selv om havebyens bagmand var brite, er det i dag især Tyskland og Norden som verdens blikke rettes imod når det gælder grøn byplanlægning. Gode eksempler er Västra Hamnen i Malmø, Hammarby Sjöstad i Stockholm, Pilestrædet Park i Oslo og Trabrennbahn Fernsen i Hamburg, alle attraktive nye boligområder i byernes centrale dele. De hviler igen på en solid nordisk byplantradition der kendes fra byggeri i naturområder i Finland og Sverige og tæt-lavt byggeri i Danmark.

For 50 år siden lavede byplanlæggere fra hele verden pilgrimsfærde til Vällingby, Tapiola og Albertslund. Arbejdsgruppen for bærerdygtige byregioner, under Nordisk Ministerråd, har ambitionen igen at fremhæve nordisk byplanlægning som et internationalt forbillede. Udfordringerne er mange: Hvordan står de nordiske hovedstæder, i den globale konkurrence, med metropoler som Hamborg, Amsterdam og Wien? Hvordan skaber vi mere attraktive og socialt inkluderende bymiljøer? Hvordan bliver vi klimatsmarte og mere effektive i byplanlægningen?