Staten og KL har de seneste par år arbejdet på højtryk for at gøre kommunerne klar til implementering, men det er først nu, at vi reelt bliver ”konfronteret” med forordningen.
Groft sagt ligner den på mange måder de regler, vi kender i dag. Men den stiller også nye krav. Vi vil få et større ansvar for opbevaring og brug af persondata, herunder oplysninger om adresse, e-mail, telefon mv. Borgere vil få udvidede rettigheder til at vide, hvad der sker med deres data og Datatilsynet vil få bedre og skærpede håndhævelsesmuligheder, med langt højere bødestraf til følge.
I kommunerne er det tekniske område nok ikke det, der bliver hårdest ”ramt”. Men det ændrer ikke på det faktum, at vores medarbejdere og systemleverandører skal leve op til kravene i forordningen.
Selvom bl.a. KL har udarbejdet en lang række skabeloner til procedurer og aftaler, skal vi i kommunerne tænke os rigtig godt om, når vi registrerer og bruger data i det daglige arbejde.
For at effektivisere og øge servicen arbejder vi målrettet på, at borgerne, leverandører og kommuner aktivt og nemt kan registrere og få adgang til data. Teknologien udvikler sig hastigt, informationsmængden øges, og vi distribuer og bruger data på kryds og tværs af systemer og fagområder som aldrig før.
Data og sammenstilling af data kan med moderne teknologi anvendes til formål, som kun fantasien sætter grænser for. Heldigvis er der mest tale om sammenstillinger, der er til gavn og glæde for de fleste, men desværre ser vi også eksempler på det modsatte, hvor datasæt bliver brugt meget uheldigt, og måske endda direkte kriminelt
