VidenForeningenTeknik & Miljø

Værktøjskassen

Leder Teknik & Miljø - december 2011

Vi har og en ledestjerne


Det er prisernes måned. Årets fodboldspiller, årets sportsstjerne - idrætten er rigtig god til at hylde deres helte. Vi glæder os over deres talent og evne til at lykkes. Vi er også ved at komme godt efter det i kommunerne, herunder på det tekniske område. Vi har fået priser som årets leder, innovationsprisen, nordisk energikommune - you name it - you get it.

af: Lene Jensen, Direktør - Lejre Kommune

 

Tanken har strejfet mig - er det bare varm luft og en markedsføringsmæssig "gimmick" - fordi vi skal være moderne?

Priser, der tildeles en ildsjæl - et menneske eller en organisation - som har formået at skabe en synlig og holdningsmæssig forandring, er med til at inspirere os alle. Det er inspirerende at se, at en ide er grundlæggende forankret og arbejdet med at gøre ideen til virkelighed, er båret af overbevisning om, at det kan og skal kunne lade sig gøre.

Jeg læste i det lokale ugeblad, en artikel om en borger, som gennem nogle år havde boet i et forsøgshus, som var renoveret efter højeste energi standard. Ja - det havde været lidt besværligt - og jo - det var nok lidt dyrt sammenlignet med andre løsningen - men hun syntes, at det er den rigtige ide og ved at prøve i fuld skala skulle det nok med tiden blive både praktisk og økonomisk muligt for mange. At se den grundlæggende ide forankret hos dem, der skal få det til at ske - det er en ægte ildsjæl, som vi ikke kan prise nok.

Jeg tager hatten af for dem, som i den grad formår at være den ildsjæl, det virker som inspiration for os andre, når tanken om en ny ide skal føres ud i livet. En pris, såvel national som international er en anerkendelse af det arbejde, hvor der ligger mange års målsat og dedikeret arbejde for en ide og en dybtliggende overbevisning. Der er ikke tale om "quick fix". Det kan ikke gøres på få år.

Vi vinder alle - når frontløberne vinder den store pris. Det viser, at de gode ideer og løsninger findes overalt, hvis vi leder efter dem og tror på, at det kan lade sig gøre.

Og i skyndingen skal vi ikke glemme de mange medarbejdere, der dagligt ser det som deres motivation at yde en solid og ordentligt service over for borgere og virksomheder. Denne dedikation kan vi ikke leve uden.

Tak for dette år - jeg ser frem til det nye og glæder mig til at møde mange nye ildsjæle.