Værktøjskassen
Kulturarven skaber vores identitet
Af Torben Nøhr, Formand for KTC og Teknisk direktør i Køge kommune..
I dette nummer er et af temaerne ’kulturarv’. Det er et emne der får større og større betydning for os i kommunerne. Det er særligt, fordi kulturarven er med til at skabe eller genskabe identitet, både i byer og på land. Det er med til at "brande" området.
Det har måske også noget med ’danskhed’ at gøre. Vores egen kultur og historie får større betydning i en globaliseret verden. Forhåbentlig har det ikke noget med ’fremmedfjendsk’ holdning at gøre! Ret beset er det dog vigtigt, at også borgere med anden baggrund end etnisk dansk får kendskab til vores kulturarv.
Hvad er så vore håndtag? Hvor er det vi kan gøre en forskel i kommunernes teknik- og miljøforvaltninger? Spændvidden er stor: Fra kommuneplanen på den ene side til pleje af fortidsminder på den anden side. Gennem skilte- og facaderegler og lokalplaner kan bygningers historiske karaktertræk bevares. Gamle borge og herregårde kan restaureres og indgå som elementer i oplevelsesøkonomien.
Men det koster! Sikring af kulturhistoriske værdier vil ofte blive sat op imod økonomiske interesser hos grundejerne. Dermed bliver det også nødvendigt med politiske prioriteringer.
Vi har en særlig opgave i teknik- og miljøforvaltningerne for i samarbejde med museer og kulturforvaltninger at få synliggjort de kulturhistoriske værdier og sørge for, at der bliver offentlig debat om disse og få skabt forståelse for nødvendigheden af at sikre kulturarven.
Samarbejdet med museerne er godt i gang i mange kommuner, - særligt de 7-8 kommuner, der har været udpeget som kulturarvskommuner. Nu må tiden være inde til, at erfaringerne herfra spreder sig som ringe i vandet til alle de øvrige kommuner. Læs mere i bladet herom og sørg derefter for at få holdt et møde med den lokale museumsinspektør om, hvordan I bedst tilrettelægger et fremtidigt samarbejde.






