Værktøjskassen
Teknik & Miljø Leder marts 2010
Forsyningssektoren – mellem effektivisering og frit marked
Af teknik- og miljødirektør Torben Nøhr, Vordingborg, formand for KTC
Bevægelsen mod selskabsdannelse i forsyningssektoren skaber en række dilemmaer. En større del af opgaverne overlades til selskaber, der skal agere på markedsbetingelser. Målsætningen for liberaliseringen er klar – højere effektivitet og lavere priser gennem den frie konkurrence. Fine målsætninger som ingen kan være uenige i. Midlerne kan diskuteres.
I dette temablad om affald kan man bl.a. læse indlæg fra DI og Dansk Energi; foreningerne efterspørger bl.a. mere marked ud fra den logik, at det er markedet, der finder de bedste løsninger. Den helt store udfordring er, at den danske affaldssektor i dag formentligt er én af de mest effektive, og at priserne er de laveste i Europa – for sammenlignelige ydelser.
Sektorens benchmarking viser, at der hele tiden sker optimeringer. Så bare fordi det er offentligt organiseret behøver det ikke at være ineffektivt og dyrt! Den nye affaldsbekendtgørelse trådte i kraft d. 1. januar 2010. Den har været på vej i lang tid, men alligevel har vi set hastværk. Allerede i januar var der behov for at udsende en revideret bekendtgørelse. Et lidt uskønt billede, når vi så samtidigt har set en meget forceret proces omkring høringer om love og bekendtgørelser.
Det er ikke det bedste afsæt for en ny start og man kan frygte unødigt bureaukrati og administrativt bøvl. Og uklarhederne kan give uheldige konflikter og uensartet administration på tværs af landet. Optimeringen og effektiviseringen er svær at få øje på – her på den korte bane.
På denne plads vil jeg også gerne påpege en fælles udfordring på tværs af forsyningsområderne. De nye organiseringsformer bryder potentielt nogle fornuftige sammenhænge mellem drift, planlægning og myndighedsudøvelse. I værste fald kan det gå ud over miljøet og den service som borgere og virksomheder oplever. Vi skal for alt i verden undgå, at den offentlige sektor kommer til at fremstå som ukoordineret – omkostningen kan være dårligere miljøindsats, ringere borgerservice og højere priser.
Derfor opfordrer jeg til, at kommuner og selskaber har det som et særligt fokuspunkt at sikre koordinering og fælles målsætninger, uanset ejerforhold og organisering.






