Værktøjskassen
Vi er parate
I dette nummer af Teknik & Miljø er en artikel om den igangværende indsats med at forenkle reglerne
på miljø- og planområdet – en indsats, som indgår som en del af regeringens samlede regelforenklingsprojekt i kommuner og regioner.
Der har tidligere været tilløb hertil flere gange, uden det er blevet til noget - men nu skal det være - for behovet for at forenkle reglerne er stort, særligt på miljøbeskyttelsesområdet. Siden den første miljøbeskyttelseslov trådte i kraft i 1974, har reglerne på området udviklet sig i vidt omfang, med deraf følgende ’knopskydning’ og detailregulering.
Derfor hilser kommunerne det igangværende initiativ meget velkomment, og en række kommuner er meget aktivt gået ind i processen, dels i en række workshopforløb, og dels ved at stille sig til rådighed for målinger af tidsforbruget ved forskellige typer af sager.
Det, vi i kommunerne har brug for nu, er, at det hele så også bliver til noget i virkeligheden! Som ved alt andet, vi som myndigheder beskæftiger os med, tæller resultatet nemlig kun ét sted: Den effekt, der opleves i det virkelige liv, ude i miljøet, blandt borgere og virksomheder. Det er en stor indsats, der er igangsat, og man kunne måske lidt ironisk frygte, at regelforenklingsprocessen ikke kommer til at føre til noget pga. af en lang og bureaukratisk proces.
Men vi vil hellere være optimistiske. I kommunerne er vi meget parate til at gribe bolden med at gøre sagsbehandlingen mere smidig og effektiv, hvis vi får rammerne til det. Det er i forvejen i høj grad på dagsordenen hos os ikke at bruge flere ressourcer end allerhøjst nødvendigt på en given opgave – det tilsiger de økonomiske udfordringer og vores samfundsmæssige ansvar os. Samtidig er vi meget optaget af, at der ikke gås på kompromis med den høje miljøstandard, som vi rent faktisk lykkes med at opretholde inden for rammerne af det eksisterende lovkompleks.
Så lad os få mulighederne for en ressourceeffektiv sagsbehandling, som samtidig sikrer resultaterne i vores omgivelser – vi er parate
Teknisk direktør
Trine Lindegaard Holmberg
Gentofte Kommune






