VidenForeningenTeknik & Miljø

Værktøjskassen

Leder Teknik & Miljø - december 2009

Den planlagte uretfærdighed

 

af Lene Jensen, Teknisk Direktør, Lejre Kommune

Planloven skaber rammerne for samarbejdet omkring udviklingen i landskaber, byerne og alt det, der har betydning for det fælles miljø.  Der stilles store forventninger til planlægning - den skal kunne mange ting - skabe udvikling og glæde - men kan planloven det? Skaber den ikke lige så ofte oplevelsen af uretfærdighed og konflikter, som skal afvejes og afklares mellem mange interessenter?

Den differentierede planlov bæres af troen på, at færre rammer skal skabe mere vækst. I ydreområder med negativ vækst eller stagnation, skal øgede muligheder for lokalt betingede valg og interesseafvejninger, skabe nye muligheder for vækst, som med den nuværende planlovs bestemmelser ikke er muligt.

Denne tankegang sætter fokus på en central udfordring for kommunerne - politikere som embedsmænd - hvordan gør vi os de bedste tanker og forestillinger om vores fælles miljø? Fremmer vi projekter og ideer, fordi vi kan - når der ikke er en anden myndighed eller regler, som forhindrer os i det - eller er det fordi, vi vil - når der er en hensigt og tro på, at det for fællesskabet er den bedste mulighed for at skabe vækst og udvikling?

Den større forskellighed mellem regler og rammer i de forskellige dele af landet understreger behovet for en stærk og velfunderet faglighed, så de forskellige muligheder kan udnyttes som afsæt for initiativer og kreativitet. Dette kræver velgennemtænkte overvejelser og holdninger om lokalsamfund og om de lokalt betingede styrker og potentialer. Det kræver faglighed, som kan formulere og formidle ønsker og drømme om, hvordan natur- og kulturlandskab skal udvikle sig.

De handlinger, som besluttes om det fysiske miljø - natur såvel som kultur - står i mange år og det er dét, der giver planlægningen sin særlige betydning og helt centrale udfordring. De gode beslutninger står som et vartegn for en fremsynet og visionær varetagelse af de fælles interesser - de dårlige opleves som en skamstøtte over kortsigtede eller snævre interesser.

Lad os i fællesskab anvende og bruge de redskaber og ressourcer planlægningen giver til at skabe resultater, så vi om mange år, når vi kigger over skulderen eller krydser vores spor - kan sige at magten blev brugt til at opnå resultater - ikke bare fordi vi kunne gennemføre en bestemt forandring - men fordi vi ville denne forandring.

Lene Jensen
Direktør Teknik og Miljø
Lejre Kommune