Værktøjskassen
Leder Teknik & Miljø - November 2009
Nedtælling til COP15
Af: teknisk direktør Christian Bjerg, Aalborg kommune
medlem af KTCs bestyrelse
Fokus i klimadebatten har nu i meget lang tid været rettet mod København, december 2009 - COP15, og vi er nu på vej ind i de sidste intense uger, hvor der dagligt kommer meldinger om sandsynligheden for, at der opnås en aftale i København. I skrivende stund har EU meldt sig klar til en aftale om økonomisk bistand til udviklingslandene, men usikkerheden knytter sig fortsat til, om der kan opnås en juridisk bindende aftale om konkrete globale mål, eller om vi "må nøjes med" en politisk aftale om rammerne for de videre forhandlinger.
En global klimaaftale i FN´s regi må naturligvis handle om nationernes mål og indsatser og det primære fokus på topmødet vil selvfølgelig være på alle de vanskeligheder, der knytter sig til at fastlægge mål og indsatser i en afbalancering mellem de mange landes forskellige muligheder og udgangspunkter.
Det bør stå meget klart, at også ud fra en kommunalteknisk synsvinkel vil en juridisk bindende aftale være et vigtigt og afgørende skridt for, at der for alvor kan komme gang i en håndtering af klimaudfordringerne.
Indsatsen forankres lokalt
Det er således en vigtig pointe, at en stor del af den indsats, der skal til for at imødegå klimaudfordringen, ligger på lokalt niveau - i kommunerne og byerne. De tiltag som skal iværksættes er tiltag, som gennemføres i dialog mellem lokale myndigheder og virksomheder og organisationer, og her vil bindende globale aftaler have betydning for, hvordan rammerne for denne indsats formuleres.
Derfor er det også vigtig at gøre opmærksom på og fremhæve "Local Government-arrangementerne" ved Klimatopmødet. Her fremlægger og drøfter kommunerne konkrete indsatser for imødegåelse af klimaforandringerne og klimatilpasning.
Der har igennem mange år været arbejdet på lokalt niveau - kommuner og regioner i Europa - for at fremme en bæredygtig udvikling, og med afsæt i klimatopmødet, er der mulighed for at sætte yderligere fokus på dette felt.
Dermed kan kommunerne også medvirke til at fremme fokus på, at den konkrete indsats i at forebygge klimaforandringer i meget stor udstrækning knytter sig til aktiviteter på det lokale niveau. Der er grund til at repetere den berømte anbefaling:
"Think global - act local"!!






