VidenForeningenTeknik & Miljø

Værktøjskassen

Se ud i verden - både af nød og lyst

Af teknisk direktør, Mikael Jentsch, Frederikshavn kommune, formand for KTC

 

 

Virkeligheden består ofte af en række paradokser. Et af disse er, at vi oplever stor afhængighed af omverdenen, men på samme tid ser os selv og vort land som det bedste og mest udviklede sted i verden. Det lader til, at verden ikke er så overbevist om vores fortræffeligheder. Måske tager de fejl, eller også har vi faktisk også gavn af at tage del i verdens viden og økonomiske muligheder.


Der skal ikke herske nogen tvivl om, at KTC ønsker at understøtte den nødvendige erfaringsudveksling
med resten af verden ud fra et ønske om at lære, ikke at missionere. Det har vi gjort internt ved en fokusering af arbejdet i en faggruppe.


Grundlæggende har den tekniske sektor en lang og glorværdig tradition for at påtage sig arbejde på den internationale arena. Berømt er en række danske entreprenørfirmaers store projekter rundt omkring i verden, og en lang række af vores rådgivende firmaer har i mange år deltaget i internationalt samarbejde. Men har den kommunaltekniske verden også en rolle at spille her? Ja, det har den - af flere grunde.


For det første er en række af de faglige problemstillinger, som vi arbejder med til daglig, nu så komplicerede, at det ikke nødvendigvis er i Danmark, man skal søge løsningen. Her kan det være meget givtigt at se
sig omkring, både i det nære nordiske og længere ud. Et tydeligt eksempel er det forspring, som specielt Tyskland og Sverige har på energieffektive boliger og integrerede miljørigtige transportsystemer.


For det andet er vi på vej ind i et jobmarked, hvor den offentlige sektor skal i hård konkurrence om de nye unge medarbejdere. Vi ved, at den højtuddannede ungdom i dag færdes frit over landegrænserne og gerne tager uddannelser uden for landets grænser. De vil fordre et job, som også har mulighed for at inddrage internationale erfaringer og netværk. Det vil det private erhvervsliv gerne give dem, for det øger dynamikken. Vi må, alene for ikke at blive kørt ud på et lidet attraktivt sidespor, gøre en indsats for at matche disse krav. Det betyder, at vi skal se os selv som organisationer i samspil med resten af verden.


For det tredje vil vi i fremtiden opleve, at vores samarbejdspartnere bliver firmaer, der ikke er nationalt forankrede. De er internationale koncerner, hvor det er vigtigt at kunne forstå det sprog og de bevæggrunde for handling, der eksisterer. Nogle er kulturbestemte, og hvis vi ikke interesserer os for dem, har vi ingen mulighed for at kunne agere. Så kan vi kun tilpasse os.

 

Endelig besidder den offentlige sektor i almindelighed og den tekniske sektor i særdeleshed en række kvalifikationer, der kan gøres op i store værdier, hvis de bliver brugt målrettet. Her tænker jeg på en prioritering af systemeksport til de nye store økonomier i Asien. Der er ganske store muligheder for udvikling af et helt nyt erhvervseventyr i samvirke mellem denoffentlige og private sektor.

 

Men det eventyr er kun muligt, hvis vi i den kommunaltekniske sektor tager
aktivt del i denne verdens faglige, organisatoriske og kulturelle aspekter.


Det er hårdt arbejde, men det er samtidig sjovt og meningsfuldt. Og ikke mindst er det nødvendigt.