Værktøjskassen
Leder Teknik & Miljø - august 2009
Klimatilpasning - også en organisatorisk udfordring .
Af Jesper Brandt, chef for Teknik & Miljø, Greve Kommune
Medlem af KTCs bestyrelse
I dette nummer af Teknik & Miljø er der fokus på især to emner: Park & Natur og Klimatilpasninger. Der er ingen tvivl om at der er tale om to områder som kræver et tæt samspil fremadrettet. I artiklen om Den Perfekte Parkforvaltning lægges der meget vægt på, at den grønne planlægning skal tænkes mere på tværs i organisationerne rundt om i landets kommuner.
Det er ingen tvivl om, at det er rigtig set - og der er heller ikke tvivl om at de stigende udfordringer på klimaområdet ift. Forebyggelse og tilpasninger har sat yderligere fart på den måde vi skal samarbejde og organisere os på.
Jeg skal afholde mig for at gå nærmere ind på fordele/ulemper ved forskellige driftsmodeller som BUM, OPS m.fl. og komme med en anbefaling - valget af modellen er politik og handler om den dagsorden som vores politikere sætter. Normalt bør man udvikle sin organisation ud fra naturlige snitflader på de opgaver der skal udføres - organisationen skal være så robust, at den ikke er afhængig af en enkelt medarbejders kompetencer. Det holder bare ikke inden for den grønne planlægning og hele park- og naturforvaltningen. Her bliver man nødt til i den enkelte kommune at se på de enkelte medarbejderes kompetencer og så tilpasse organisationen derefter.
Kompetencerne inden for dette områder er forholdsvis smalle - så der vil være en sårbarhed for organisationen, hvis medarbejderen finder et andet arbejde, går på pension eller andet - men har vi et andet valg? Projektorganisering er en god måde at få det tværgående
perspektiv med, men udfordringen vil ofte være, at det er tordenskjolds soldater, der sidder med i mange af disse tværgående projektarbejdsgrupper.
Der er ingen tvivl om, at der vil komme mange spændende udfordringer på dette område i takt med, at borgere, politikere og interesseorganisationers forventninger til at vi bliver endnu bedre til at løse tilpasninger og forebyggelse ift. klimaet.






