Vi vil, vi kan
- hvis bare vi må

/ Af teknisk direktør, Mikael Jentsch
Frederikshavn kommune, formand for KTC

Det danske samfund står i disse år over for en række massive udfordringer. Og den tekniske sektor står solidt placeret midt i dem. Det er dels klimaudfordringen og dels den mangel på arbejdskraft, som vil begynde at vise sig med stadig større gennemslagskraft.
Det er klart, at i takt med, at konsekvenserne af de ændrede klimatiske forhold viser sig ude hos den almindelige borger, så vil der rejse sig et krav om at kunne komme disse i møde med konkrete løsningsforslag. Her hjælper det ikke at give svar med langsigtede virkninger. Her skal det virke med det samme. Det vil være af fundamental betydning for sektoren at kunne levere varen, når den efterspørges.

Samtidig ved vi, at der allerede i dag er mangel på den kvalificerede arbejdskraft, som skal sætte sektoren i stand til at løfte sine opgaver. Og denne mangelsituation ser ikke ud til at kunne modvirkes i nævneværdig grad. Som vi allerede kan se det i dag løses de fleste rekrutteringsproblemer ved at gå på rov hos hinanden, men det skaber jo ikke en yderligere volumen. Måske ligger en del af svaret på disse udfordringer faktisk inden for samme ramme.

En ramme som også vores årsmøde afspejler. Her sigter jeg til det tætte samarbejde mellem den kommunaltekniske sektor og de private firmaer. Vi ved, at de klimamæssige konsekvenser og behov for afhjælpende foranstaltninger vil kræve det yderste af sektorens kreativitet, hvis vi skal have succes i håndteringen af dem. Og min påstand vil være, at disse evner ikke er entydigt monopoliserede til en del af sektoren - det være sig den offentlige eller den private sektor. KTC er overbevist om, at de nødvendige løsninger kun kan findes i et integreret samarbejde mellem de offentlige myndigheder og den private sektor.

Og præcis det samme behov for videns- og arbejdsdeling findes, når vi taler om rekrutteringsudfordringen. Ingen af de to sektorer kan jo i længden være interesserede i at tømme den anden for kvalificeret personale. De offentlige forvaltninger har jo behov for en kvalificeret faglig sparring med specialister, der kan gå i dybden. Og samtidig har den private sektor behov for effektive offentlige samarbejdspartnere, der kan agere i et borger-  og politikernært beslutningsmiljø.

Pointen er, at det kan vi kun opnå ved også her ærligt at erkende, at vi behøver hinanden, og at den enes død netop ikke er den andens brød. Vi må derfor på tværs af sektorerne bruge vores videns- og arbejdskraftressourcer i et samvirke. Derfor indebærer de to store udfordringer også en meget stor og betydningsfuld chance for sektoren til at kaste de sidste rester af berøringsangst væk og åbent arbejde sammen i respekt for hinandens respektive roller.
Det kan give god mening. Også fordi det vil give sektoren et godt udgangspunkt i den stadige kamp for at holde fokus på vores samfundsmæssige betydning. Det er jo fortsat således, at hverken børn eller gamle kan blive ordentligt behandlet, hvis den grundlæggende infrastruktur ikke fungerer.

Hvad skal man med en børnehave eller et plejehjem, der står under vand? Pointen er indlysende men alligevel forunderligt usynlig i den statslige økonomiske prioritering. Det kan vi vist være enige om - vi og de private samarbejdspartnere.

Lad os i fællesskab forsøge at tale Christiansborg op, således at også Staten begynder at tænke kreativt i de økonomiske rammebetingelser. Det vil kunne betyde et afgørende nybrud i tænkningen omkring den offentlige sektor. Og hvad skulle vi kunne have imod det?