VidenForeningenTeknik & Miljø

Værktøjskassen

Teknik & Miljø - leder oktober 2007

Værdien af god offentlig adfærd!

/ Af Anders Thanning, teknisk direktør i Hvidovre Kommune og Næstformand i KTC  

I juni måned kom den endelig. Personalestyrelsen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner udgav den første vejledning om "God adfærd i det offentlige". Men en vejledning gør det ikke alene: For at sikre den gode offentlige adfærd har vi også brug for værdier og en sund diskussion af vores rammer og vilkår.

 

Et opslagsværk

Formålet med vejledningen er at formidle en række af de grundlæggende vilkår og regler, der gælder i den offentlige sektor.

Det indledende afsnit handler om grundlæggende værdier og principper for offentlig forvaltning. Herefter følger temaer som instruktionsbeføjelsen og dens grænser, ytringsfrihed, tavshedspligt, habilitet, modtagelse af gaver m.v., adgang til bibeskæftigelse, ansættelsesretligt ansvar samt ansattes reaktionsmuligheder. Alt sammen vigtige områder i den offentligt ansattes arbejdsliv. I det store hele afspejler vejledningen almindelig sund fornuft og er et udmærket opslagsværk for såvel nye som veletablerede medarbejdere.

 

Fokus er på vores adfærd.

Et referenceværk med andre ord, der også kan ses som et middel til at undgå tvivl om offentligt ansattes gode adfærd og ubestikkelighed. Her tænker jeg ikke kun på at fravælge gaver o. lign. fra leverandører, men også på en gennemgående afvejning af, hvilken signalværdi vores adfærd har. Og her er vejledningen en kærkommen anledning til at diskutere god offentlig adfærd.

 

Vi må gå forrest

Samtidigt må man også gøre sig klart, at hvis man som leder vil tage skridtet videre, kan vejledningen ikke stå alene. Den offentlige adfærd skal styrkes gennem holdninger og værdier - ikke formaninger. Vi har et særligt ledelsesmæssigt ansvar for at vise vejen. Vi skal selv agere de holdninger og værdier, som vi ønsker, at vores medarbejdere tager til sig. Det er derfor vigtigt, at vores medarbejdere kender vores holdninger, og at vi er åbne overfor at diskutere dem.

 

Værdier skabes i fællesskab

Vores handlinger har en afsmittende effekt - både på arbejdspladsen og i det omgivende samfund - som vi ikke skal undervurdere. Brug derfor den sunde fornuft og lad vejledningen være et referenceværktøj, når vi i fællesskab diskuterer og definerer de værdier og holdninger, der skal sikre en fortsat positiv udvikling i den offentlige sektor. Lad os fremme den gode fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt, så vi selv og vores medarbejdere udlever "god adfærd i det offentlige".