VidenForeningenTeknik & Miljø

Værktøjskassen

Teknik & Miljø - Leder november 2007

Infrastruktur og klima forudsætninger for velfærd!

 

/ Af teknik- og miljøchef Søren Peter Sørensen, Silkeborg kommune medlem af KTCs bestyrelse

 

Folketingsvalget fik desværre sat en brat stopper for Infrastrukturkommissionens arbejde:

"Som følge af, at statsministeren har udskrevet Folketingsvalg torsdag den 13. november 2007, er arbejdet i Infrastrukturkommissionen, der blev nedsat af regeringen i november 2006, sat i bero", står der på www.infrastrukturkommissionen.dk.

 

Samme sted kan man alligevel læse 263 siders udkast til betænkning, og det er spændende læsning:

· En gennemsnitsdansker bruger mere tid på transport end på sin folkeskoleuddannelse.

·Transportsektoren bidrager med 26 % af den samlede udledning af drivhusgasser i Danmark. Transportsektorens andel af drivhusgasserne er derudover stigende.

·Strategiske investeringer i den kollektive trafik tænkt tæt sammen med byplanlægning og lokalisering af boliger og erhverv som det bedste svar på denne påvirkning.

·På motorvejsnettet alene er trafikken forøget med 70 pct. fra 1998-2005.

·Antallet af dræbte er faldet 70 % siden 1970 trods en af fordobling af trafikken.

·Alligevel dør der stadig hvert år over 300 i trafikken - mange flere kvæstes.

 

Det er da så spændende, at det bestemt kan undre, hvorfor det ikke fylder mere i valgkampen. Her gælder det velfærdsreform og/eller skattelettelser, integration og en tøvende bekymring for klimaet uden at nogen tør blive alt for konkret. Velfærdsreformen berører ganske vist de offentlige bygningers kvalitet, men ellers glimrer hele det tekniske område og infrastruktur-området ved ikke at være nævnt i kvalitetsreformens mange aktiviteter og forslag. Den tekniske sektor er sat på pause, i det mindste mens valgkampen raser.

 

Vi må sandelig håbe, at pausen kun er kort, fordi Infrastrukturkommissionens udpegning af de væsentligste udfordringer frem til 2030 taler sit klare og meget tydelige sprog om de store udfordringer, der venter os alle:

 

·Stigende trængselsproblemer, herunder på vejnettet omkring og mellem de større byer

·Øgede krav til de internationale forbindelser, godsknudepunkter og transportcentre

·Begrænset banekapacitet i enkelte korridorer reducerer mulighederne for, at den kollektive

·trafik kan aflaste vejnettet væsentligt i disse korridorer

·Stigende udfordringer med at begrænse trafikkens effekter på klimaet, naturen og miljøet

·Stigende krav om forbedringer af trafiksikkerheden

·Stigende behov for at optimere udnyttelsen af den eksisterende infrastruktur, herunder gennem tilstrækkelig vedligeholdelse og udnyttelse af IT-teknologi

·Stigende behov for helhedsplanlægning, herunder koordinering af by- og infrastrukturplanlægningen.

 

Hvis ikke disse udfordringer løses, så rammerne for velfærd og sundhed i form af klima, natur, miljø, infrastruktur og bygninger tilpasses fremtidens krav og behov, så vil der opstå så store og alvorlige problemer, at "de skyldige" vil blive stillet til ansvar i den offentlige debat. Men foreløbig er det netop i den offentlige debat, at vi savner disse en diskussion af disse svære emner.

 

Uanset valgets udfald må vi derfor håbe, at de mange spændende udfordringer på det tekniske områder bliver en synlig del af det nye regeringsgrundlag. Velfærdsreformen kan ikke stå alene, men må følges af reformer først og fremmest indenfor infrastruktur og klima.