VidenForeningenTeknik & Miljø

Værktøjskassen

Teknik & Miljø - leder december 2007

Job i Teknisk Forvaltning - YES!

Af teknisk direktør Trine Lindegaard Holmberg, Gentofte Kommune
Medlem af KTCs bestyrelse

 

Rekruttering til og fastholdelse af medarbejdere i den offentlige sektor har haft megen mediebevågenhed i den seneste tid. Ofte har det været personalesituationen indenfor de 'bløde' områder, ældre og børn, som har været omdrejningspunktet.

 

Men også indenfor Teknik & Miljø-området er problematikken aktuel og kan forventes at blive det i stigende grad i de kommende år. Eksempelvis har en undersøgelse blandt ingeniør-studerende vist, at kun ca. 2% af de studerende ønsker at blive offentligt ansat! Kombineret med generel arbejdskraftmangel lover det ikke godt for rekrutteringssituationen i kommunerne.


Så hvad kan vi i den kommunaltekniske sektor gøre for at sikre, at vi har den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til at løse vores opgaver i en tid med stigende krav og forventninger fra vores omgivelser?


Allerførst må vi forholde os bevidst til problemstillingen og erkende, at der er behov for at vi gør en aktiv indsats. Og det kan vi gøre på flere fronter.
 For det første skal vi sikre, at arbejdsvilkårene på vores arbejdspladser er attraktive og konkurrencedygtige på et marked, hvor arbejdskraften har mange valgmuligheder. I den sammenhæng kan der selvfølgelig ses på de klassiske elementer som løn, personalegoder m.v. Men ting som interessante og udfordrende opgaver, godt fællesskab med kolleger og ikke mindst god ledelse er afgørende faktorer. Vi skal være bevidste om, hvad det er, der skaber den attraktive arbejdsplads, og vi skal arbejde aktivt med at styrke de elementer, der har betydning i den sammenhæng.


For det andet skal vi gøre noget ved vores image. Uanset hvor uretfærdigt det måtte være, er det jo - som det fremgår - ikke alle, der opfatter en kommunal ansættelse som deres drømmes mål! Vi skal samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og f.eks. via praktikpladser, optræden for de studerende m.v. gøre opmærksom på alle de spændende opgaver og udviklingsmuligheder i Teknik & Miljø-forvaltningerne.

 

Kommunerne har som bekendt en afgørende rolle i forhold til så samfundsmæssigt vigtige opgaver som blandt andet klimaudfordring, infrastruktur, planlægning i land og by og forsyningsområdet. Det er arbejde med mening i, i bredere forstand - og det skal vi gøre brug af også i forhold til imagepleje og rekruttering. Vi skal fortælle, hvorfor det er godt, interessant og meningsfuldt at arbejde hos os.

 

Så kan vi håbe på, at alle små piger og drenge i fremtiden vil drømme om et job i Teknik & Miljøforvaltningen!