Uheldig opgavefordeling i forhold til anvendelse af EU Landdistriktsmidler til natur- og miljøprojekter.

Af: Flemming Lehbert Sørensen

KTC-NOV faggruppen er blevet opmærksom på at regionerne får en betydelig koordinerede rolle i fordelingen af de ’frivilligt’ medfinansierede natur- og miljøprojektmidler, som er afsat under Grøn Vækst.

Det forekommer mildest talt uheldigt i forhold til hele opgave- og strukturreformen, at regionerne nu har en rolle i arbejdet med at stikke retningslinjer ud for anvendelse af midler på natur- og miljøområdet. Regionerne har ikke indsigt i opgaven, og det koster ressourcer i kommunerne når vi skal til at samarbejde med regionerne om anvendelse af de ’grønne midler’.  For eksempel har Naturstyrelsens decentrale enheder bedre faglighed omkring denne opgave. Nu er rollerne og opgaverne imidlertid fordelt, og så må kommunerne forsøge at få det bedste ud af en besværlig administrationsmodel.

Ifølge aftalen om Grøn Vækst får kommuner og regioner mulighed for at medfinansiere egne indsatser under landdistriktsprogrammet inden for en ramme på ca. 200 mio. kr. pr. år 2010-2015. Puljen skal udmøntes i en decentral model, hvor det overlades til kommuner og regioner i fællesskab at danne en programgruppe, der skal formulere et program med overordnede formål, prioriteringen imellem de involverede tilskudsordninger - fem stk. - heriblandt ’attraktive levevilkår’, ’nye arbejdspladser’ og ’natur og miljøprojekter’ m.fl.

Det er Fødevareministeriet, der har besluttet den organisatoriske model for håndtering af de 200 mio. kr., som i høj grad bringer regionerne på banen bl.a. i forhold til natur og miljøprojekter.

Ifølge KL er sagen meget vigtig for regionerne, idet de ser sig selv i en meget central rolle. Regionerne mener, at koordineringen imellem kommuner og regioner bedst sker i regi af vækstfora, og at de overordnede regionale prioriteringer bør være dem, der er i erhvervsudviklingsstrategierne. Fødevarministeriet (FERV) lægger op til, at alle kommuner i en region skal være velkomne i programgrupperne, og andre modeller med en bredere kommunerepræsentation er derfor også mulige. Det er opfattelsen at regionerne ser koordineringen ske i Vækstfora.

Den organisatoriske model er altså, at kommuner og region skal sætte sig sammen i hver region, og så skal de lave et samlet program for disse ordninger. Det er helt op til kommuner og region i hver region, hvordan man nærmere organiserer denne gruppe. KL har skrevet ud til alle KKR-konsulenterne og opfordret dem til at tage initiativ til at samle kommunerne om en organisatorisk model i deres region.

Der er så vidt vides lagt op til, at programgrupperne afleverer deres programmer den 1. oktober 2011 til Fødevareerhverv, som så godkender programmerne og tildeler hvert program en budgetramme.  Efterfølgende er der lagt op til, at programgrupperne sender prioriterede projektansøgninger til FERV eller LAGerne. Det er FERV, som står for den endelige sagsbehandling i relation til de fem bekendtgørelser. Baggrunden er et ønske om mere overordnede og strategiske projekter – meget gerne tværkommunale.

Set med kommunale øjne skal vi samarbejde med og godkendes af to andre myndigheder, hvoraf ingen har faglig indsigt i en prioritering af, hvilke natur- og vandprojekter der er de bedste.


Vi ved selvfølgelig godt at dette er en mindre del af landdistriktsprogrammet, og at det nok er derfor, det er blevet sådan. Det kunne bare laves meget mere direkte og effektivt – det er sådan set også en politisk fremherskende dagsorden, her må vi bare konstatere at Fødevareministeriet ikke har fundet den mest hensigtsmæssige løsning, som ville være at lade Miljøministeriet og kommunerne koordinere landdistriktsprogrammets natur- og miljøprojekter.

Nu står vi over for en bureaukratisk udfordring, og det gælder om at se mulighederne i den. Der er midler til natur- og miljøprojekter, som ligger udover tiltag der skal gennemføres i regi af Miljømålsloven.

Økonomien i kommunerne på dette område er trængt, så hvis vi kan få medfinansieret nogle af de projekter, vi trods alt gennemfører for naturområder med overvejende lokal prioritering, så kan vi bedre fastholde netop den meget vigtige naturindsats. Der er nemlig udsigt til, at Miljøministeriet for at nå de direktivsatte vand- og naturmål vil kræve, at en stor del af de kommunale naturplejemidler skal bruge i habitatområderne.